22.000 færre diesel-kilometer i København – og det er kun en begyndelse…

I et nyt projekt erstattes varebiler med specialdesignede elcykler, når visiterede borgere skal have rent vasketøj.

Farvel motorstøj og dieselos. Goddag stilhed og tramp i pedaler. Specialdesignede elcykler skal i et nyt pilotprojekt afløse varebiler i de københavnske gader til gavn for klima, sundhed og trafikbelastningen.

Visiterede borgere i København får hver uge hentet og bragt deres vasketøj med dieseldrevne varevogne, men i de kommende uger kommer buddet på en elcykel.

I forsøgsperioden handler det om 39 borgere på Amager og 35 i Indre By. Bliver det en succes vil Textilia, der står bag afhentning og vaskning, erstatte varebiler med elcykler i hele kommunen – i alt 1200 fortrinsvis ældre borgere.

Ifølge Textilias beregninger vil det betyde 22.000 færre kørte diesel-kilometer i Københavns Kommune, der de seneste år har forsøgt at nedbringe antallet af biler og mindske CO2-aftrykket i hovedstaden.

Tøjvask til private

Glad borger

73-årige Susan Andreassen får hver uge hentet og bragt vasketøj af Textilia. Efter flere operationer kan hun ikke længere tage turen fra anden sal ned i vaskekælderen.

Da cykelbuddet denne dag i maj har sat cyklen ved opgangen, buzzer hun ham ind. I døren ind til lejligheden udveksles poser og smil.

– I begyndelsen tænkte jeg: ‘Det stakkels cykelbud, der skal køre med det tunge vasketøj.’ Men jeg synes, at det er rigtig godt, at man kan spare kilometerne i dieselbilerne, siger Susan Andreassen.

– Det er et godt initiativ, som jeg håber fortsætter, siger den københavnske pensionist.

Susan Andreassen og de andre borgere, der deltager i projektet, skal ingen forskel mærke i den service, de modtager. Levering og afhentning foregår på samme måde og på samme tidspunkter som altid.

“Jeg synes, at det er rigtig godt, at man kan spare kilometerne i dieselbilerne.”

Susan Andreassen

Pensionist

Plads til en kubikmeter

Cyklerne, der er udviklet og designet af producenten Velove, er 3,12 meter lange, 1,62 meter høje og har en container, der rummer én kubikmeter. Men på trods af størrelsen er de både nemme at køre og ikke mindst parkere.

Udover at spare diesel og mindske CO2-udledningen er der også andre fordele ved et skifte til cykler, fremhæver områdechef i Textilia, Lars Vincent Wartou.

– Det er besværligt at finde p-pladser til vores biler i København, og på cyklerne kan vi holde ude ved vejen, så det letter også dele af arbejdsgangen, siger Lars Vincent Wartou og forklarer, at man håber, at to dieselbiler på sigt kan erstattes af tre elcykler.

 

Textilia cykelbud

Sisse Marie Welling (SF) er sundheds- og omsorgsborgmester i Københavns Kommune. Hun ser store perspektiver i forsøget:

– København skal have mere grøn og klimavenlig transport.

– Det er helt oplagt at få undersøgt, om det er muligt at transportere mere vasketøj på cykel – uden at det går ud over serviceniveauet for byens ældre borgere.

– Og potentialet i elcykel er stort og rækker meget længere end forsøget med vasketøjet. Mulighederne er mange i en by som København. F.eks. bringer vi rigtig mange måltider ud til de ældre hver dag, siger Sisse Marie Welling.

Lars Vincent Wartou oplyser, at projektet, der i første omgang løber til udgangen af maj måned, ligger i tråd med Textilias overordnede ønske om at bidrage massivt til en bæredygtig udvikling. Det sker f.eks. gennem konceptet Textilia upcy, hvor ambitionen er senest i 2025 at genanvende alle kunders udtjente tekstiler.

Fotos: Claus Bech

Om vasketøj på elcykler

Bliver cykelprojektet en succes og bredt ud til at dække godt 500 borgere fordelt på Amager, Indre By, Christianshavn og Østerbro, er der både mange kilometer og liter diesel at spare. Kilde: Textilia

506 stk.

Antal borgere

22.000 km.

Færre kørte kilometer pr. år

1.934 liter

Færre liter diesel pr. år

43,48 km.

Besparelse, kørte kilometer pr. borger pr. år

3,8 liter

Besparelse, liter diesel pr. borger pr. år

Få TEXTILIA-NYT direkte
i din indbakke

Textilia mappe