Wonderful Copenhagen på besøg hos Textilia

Bæredygtighed er top of mind i mange brancher, og turistindustrien er ingen undtagelse. I sidste uge havde vi derfor besøg af godt 80 forventningsfulde medarbejdere fra Wonderful Copenhagen, der lagde vejen forbi i anledningen af en temadag med fokus på netop bæredygtighed i hotel- og restaurationsbranchen.

For hotel- og restaurationsbranchen er unægteligt tæt forbundet med turismen, da den ikke alene giver tilrejsende tag over hovedet, men også giver dem mulighed for at nyde et godt måltid på rejsen.

Men hvordan skaber man en mere bæredygtig hotel- og restaurationsbranche og dermed også en grønnere turistindustri? Og hvad har det overhovedet at gøre med Textilia?

Ret meget, faktisk.

For som leverandør af tekstilløsninger til hoteller og restauranter landet over, er Textilia en velintegreret del af begge branchers hverdag. Dugen på bordet, personalets arbejdsuniform eller sengetøjet på hotelværelset.

Løsningerne er mange, og som turist i Danmark er man dermed sagt ofte i tæt kontakt med Textilia, uden man måske selv er klar over det.

Men det er vi.

Og det stiller krav om, at vi reflekterer over, hvordan vi som vaskeri og tekstilleverandør kan bidrage til branchernes grønne omstilling, og her er genanvendelse et nøgleord.

Derfor tog vi Wonderful Copenhagens medarbejdere med på en guidet tur – først på vores restaurationsvaskeri i Skovlunde og derefter på lageret, hvor vi opbevarer vores mange kasserede tekstiler, også bedre kendt som upcy.

Besøg på vaskeri

Genanvendelse som fundament for grønnere brancher

I Textilia kasserer vi i gennemsnit 1 ton tekstiler om dagen, og spørger man os, er det 1 ton for meget. Derfor har vi siden 2019 givet nyt liv til aflagte tekstiler, der ikke længere kan bruges til deres oprindelige formål.

Og med 1 ton tekstiler om dagen, er det ikke småting, vi har stående på lageret i Skovlunde – og netop dét, kan Wonderful Copenhagens medarbejdere i dag skrive under på.

Under besøget fik de nemlig selv syn for sagen, og det gav helt naturligt anledning til spørgsmål om, hvad man stiller op med de mange kasserede tekstiler.

Allerede i dag er listen af upcyclede løsninger lang. Dyner bliver til jakker, duge til kokkeskjorter og t-shirts til håndstykker – og det stopper ikke her.  Selv grov arbejdsbeklædning får i dag nyt liv og lever videre som blandt andet bord- og akustikplader.

Men alt dette kunne ikke lade sig gøre, hvis ikke det var for de mange sorteringsprocesser, der finder sted på vores vaskerier rundt omkring i landet.

Besøg på upcy

Et indblik i vaskeriets verden

Som en del af besøget fik turistorganisationen derfor også indblik i, hvordan vi driver et professionelt vaskeri med fokus på miljø, bæredygtighed og social ansvarlighed.

Her blev Wonderful Copenhagens medarbejdere introduceret til vaskeriets mange processer – lige fra sorteringen af det beskidte vasketøj til pakningen af det rene. Og ikke mindst frasorteringen af det, der ikke længere kan bruges ude hos kunden.

For korrekt håndtering og sortering af vores tekstiler er nemlig afgørende for, at vi kan sikre lang levetid på vores kunders eksisterende tekstiler og dermed bidrage til grønnere brancher.

I dag cirkulerer der f.eks. allerede over 9000 upcyclede kokkejakker rundt ude hos vores restaurationskunder, der har sparet miljøet for store mængder af både vand og CO2 – blot ved at genanvende eksisterende bomuld og undlade udvindingen af nyt.

I Textilia er vi glade for, at Wonderful Copenhagen havde lyst til at lægge vejen forbi og blive klogere på, hvordan vi som vaskeri og tekstilleverandør kan bidrage til den grønne omstilling.

Tak for besøget!

Få TEXTILIA-NYT direkte
i din indbakke

Textilia mappe