Vinder af DM i Skills: Vi skal sætte mere fokus på erhvervsuddannelserne

Bordopdækning, champagneservering og flambering af ananas. Det var blot nogle af de discipliner, som årets vinder af DM i Skills i kategorien Tjener var i gennem, inden hun kunne indtage toppen af podiet.

Hendes navn er Katja Kjærsgaard Olsen, og hun er ved at uddanne sig til netop tjener på på Hotel- og Restaurantskolen.

Tjener ved et tilfælde

At Katja skulle uddanne sig til tjener, var ikke ligefrem en årelang barnedrøm, men tværtimod lidt af en tilfældighed.

For ligesom så mange andre havde hun kun et begrænset kendskab til tjenerfaget, og det var derfor først, da hun fik arbejde på en café, at hun for alvor fik øjnene op for faget.

”Det var lidt af et tilfælde, at jeg endte som tjenerelev. Jeg fik job på en café og fik smag for det,” fortæller Katja.

I dag er hun ikke i tvivl om, at hun er endt på den rette hylde, for som tjener får hun lov til at udfordre sig selv, nørde de små detaljer og ikke mindst give gæsterne mindeværdige oplevelser.

”Som tjener har du konstant mulighed for at udvikle dig, fordi faget byder på så mange forskellige discipliner. Og så har du mulighed for at give en masse mennesker nogle gode oplevelser. Det kan noget helt specielt, når gæsterne trykker dig i hånden og takker dig for en god aften,” siger hun.

For Katja handler tjenerfaget derfor ikke kun om at kunne sit håndværk, men også om menneskelige relationer – og om at skabe gode oplevelser for andre. Alt sammen noget, der ifølge hende giver jobbet mening.

Derfor ærgrer det hende også, at der ikke er flere, der gør tjenerfaget til sin levevej.

Mere oplysning er vejen frem

For mens antallet af nyåbnede restauranter og hoteller er steget de seneste år, er antallet af unge, der søger ind på tjeneruddannelsen faldet markant. Og spørger man Katja, er en af årsagerne blandt andet manglende information om uddannelsen og dens muligheder.

”Der er en mangel på viden om erhvervsuddannelserne, heriblandt tjeneruddannelsen. Alt for få kender til mulighederne, og det gør, at de vælger uddannelsen fra. Det er ærgerligt, og det sætter hotel- og restaurationsbranchen i en svær situation,” siger Katja og tilføjer:

”Skal flere unge vælge tjeneruddannelsen – og andre erhvervsuddannelser – til, bliver vi nødt til at nedbryde tabuet omkring dem. For de er lige så vigtige som de gymnasiale og som universitetsuddannelserne.”

Ifølge Katja er konkurrencer som DM i SKills derfor ikke uvæsentlige, da de netop sætter fokus på erhvervsuddannelserne. Men hun slår samtidigt fast, at der skal mere end en årlig konkurrence til at gøre erhvervsfagene attraktive og peger blandt andet på, at øgede samarbejder mellem uddannelsesinstitutionerne og hotel- og restaurationsbranchen også er afgørende for fagets succes.

Læs mere om DM i Skills her.

FOTOS: Lasse Lagoni

Få TEXTILIA-NYT direkte
i din indbakke

Textilia mappe